Familiebehandling

Et tilbud til familier med børn og unge i alderen 0-18 år – samt gravide forældre, hvor der er anledning til bekymring.

Tilbuddet henvender sig til familier, der i kortere eller længere tid har behov for hjælp til at få familien til at fungere, så børnene trives og udvikles. Udfordringerne kan være af social og psykisk karakter, som viser sig i familien og/eller i det omgivende miljø – for eksempel daginstitutionen eller skolen.

Projekt Genstart skræddersyer hvert enkelt forløb i forhold til den enkelte families behov og målene i handleplanen. Formålet er at afdække omfanget af ressourcer i familien og arbejde med konkrete mål med henblik på at udvikle forældreevnen og derved sikre bedre trivsel for børnene og de unge. 

Bekymringer hos børn viser sig, som: 

  • Utilstrækkeligt udviklede følelsesmæssige og/eller sociale kompetencer.
  • Tilknytnings- og/eller personlighedsforstyrrelser. 
  • Udviklingstraumer og/eller traumatiske oplevelser – såsom vold og/eller seksuelle overgreb.
  • Mistanke om psykiatriske lidelser – eller hvis der er diagnosticeret psykiatriske lidelser – for eksempel autismespektrumforstyrrelser, ADHD, angst, depression og komorbiditet med flere.  
  • Indlæringsvanskeligheder og skolevægring.
  • Generelle adfærds- og/eller trivselsproblemer – for eksempel sygdom, dødsfald, afsoning og skilsmisse. 

Familiebehandlingen tilbyder: 

  • Et samarbejde, hvor familien tilbydes samtaler og/eller aktiviteter, hvorigennem familien kan øve sig og finde frem til nye måder at være sammen på.
  • Et samarbejde, der kan afhjælpe fastlåste konflikter i familien. 
  • Et samarbejde, der kan afhjælpe uhensigtsmæssige og vedligeholdende mønstre i familien. 
  • Et samarbejde, der kan hjælpe familien til at lytte og forstå hinanden bedre. 
  • Et samarbejde, hvor forældre hjælpes til at se og forstå barnet på nye måder, som støtter barnets positive trivsel og udvikling. 
  • En mulighed for at hjælpe forældre med at få et bedre samarbejde med barnets netværk, for eksempel skolen, daginstitution og fritidsliv. 
  • Et samarbejde, der kan hjælpe forældrene til at få et bedre forhold til børnene. 

Projekt Genstart har stor erfaring med at forebygge anbringelser af spædbørn, børn og unge. Tilbuddet omfatter en struktureret og systematisk indsats, hvor vi observerer, afklarer, screener og dokumenterer familiens ressourcer og udfordringer. Sammenholdt med barnets og forældrenes nærmeste udviklingszone danner indsatsen grundlag for en kvalificeret vurdering om, hvorvidt forældrene kan mobilisere tilstrækkeligt ressourcer til at påtage sig forældreansvaret for deres barn.

I familier, hvor bekymringen opstår inden barnet, er født, har vi i Projekt Genstart god erfaring med at indsatsen starter inden termin. Målet med indsatsen er at støtte forældrene i deres forældreskab og styrke deres mentaliseringsevne, for derigennem at sikre en stabil og tryg tilknytning mellem barn og forældre. Projekt Genstart ser samarbejde med familiens netværk som en vigtig del af vores indsats.