Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv. Den narrative metode lægger vægt på, at kun problemet er problemet – og at det ikke er personen, der er problemet. Der arbejdes med identitet, nye livshistorier og handlemuligheder på en positiv og respektfuld måde. 

Den narrative tilgang gør brug af eksternalisering, som indebærer et helt andet sprogbrug, en anden holdning og dermed også en anden forståelse af, hvad der skaber folks problemer. Den måde, hvorpå en person omtaler sine problemer, har betydning for, hvordan vi opfatter personen, og hvordan personen opfatter sig selv. At eksternalisere problemet er en sproglig konstruktion, hvor man taler om personen adskilt fra problemet.

Modsætningen er at internalisere problemet og se det som identisk med personen. Når vi eksternaliserer problemet, kan vi tale om det som en ting eller noget, som vi kan betragte udefra og forholde os til. Man kan give problemet et navn, men før det kan ske, må det udfoldes, så man kan få et grundigt kendskab til det og måden, det viser sig på. At eksternalisere for eksempel uhensigtsmæssig adfærd er ikke det samme som at frikende personen fra ansvaret for at gøre noget ved det, men det giver nye handlemuligheder, så man derved selv kan tage stilling til det og få indflydelse på, hvor meget og hvordan problemet skal have indflydelse.