Den neuroaffektive udviklingspsykologi er en brobygning mellem den seneste hjerneforskning, tilknytningsteori, udviklingspsykologi og traumeforskning.

Ved brug af neuroaffektiv udviklingspsykologi kan vi forstå børn, unge og voksnes følelses- og personlighedsmæssige og sociale udvikling på en langt mere nuanceret måde. Fremgangsmåden understøtter og sikrer vores målrettede interventionstiltag. 

Den neuroaffektive tilgang tager afsæt i en tredeling af hjernen: det autonome system (kropssansninger), det limbistiske system (følelserne) og det præfrontale system (tænkningen). Ved at implementere og aktivere alle tre systemer i en følelsesmæssig afstemt proces – med ’mødeøjeblikke’ som et bærende element – sker en integration og udvidelse af de neurale netværk i hjernen. Hvis de tre systemer, som alle er lige vigtige, bliver mødt, helet og integreret, sikrer man sig, at oplevelser ikke kun lagres som tanker – men også opleves og erfares kropsligt og følelsesmæssigt. Denne evne – både til at sanse, føle, tænke og handle i overensstemmelse med dette – øger børn, unge og voksnes psykiske robusthed.

Hjerneforskningen viser, at barnets tidlige livserfaringer har en stor betydning for nervesystemets organisering på det følelsesmæssige område igennem samspillet mellem arv og miljø, der er dog altid udviklingsmuligheder – også senere i livet. I denne forbindelse er væsentlige begreber inden for den neuroaffektive udviklingspsykologi blandt andet: windows of opportunity, nærmeste udviklingszone og tilknytningsmønstret, der blandt andet grundlægges på baggrund af de følelsesmæssige afstemninger – se særskilte afsnit. 

Nærmeste udviklingszone

Nærmeste udviklingszone er forskellen mellem aktuel udvikling, det man allerede kan selv, og det højere niveau af mulig udvikling, det man ikke kan selv, men som man kan lære at mestre med støtte. Det handler om at blive støttet i sin udvikling via omsorg og anerkendelse med en tilpas frustration – det er nærmeste zone for udvikling. 

Windows of opportunity

Windows of opportunity betyder, at der er tidspunkter i barnets udvikling, hvor en kompetence normalt – og helst – skal udvikles, da nervesystemet netop på dette tidspunkt er mest tilgængeligt for den givne type læring. Såfremt nervesystemet har det medfødte potentiale og mødes med den rette stimulation, foregår denne læring ved interaktioner i dagligdagen, men hvis barnet ikke opnår denne læring i de rette perioder, kræver læringen en målrettet indsats, da nervesystemet ikke længere er tilgængeligt for den givne type læring. 

Vores implementering af den neuroaffektive teori muliggør anvendelsen af specifikke vurderingsmetoder – herunder den neuroaffektive analysemodel. Vurderingsmetoden afføder et håndgribeligt værktøj i forhold til, hvilke interventionsmetoder der vil være mest hensigtsmæssige at anvende i vores arbejde med familierne og deres problemstillinger. Vurderingsmetoden sikrer præcise interventioner og effektmåling af indsatsen.